Double click to edit
Historien om The Tommyguns fra 1964 - 1968, og lidt fra 2003 ved genopstarten efter 35 års pause

The Tommyguns blev dannet d. 24/2 1964.

Finn Pedersen, singleguitar.
Knud-Erik Petersen, rytmeguitar.
Ole Warming Andersen, trommer (fra april 1965, sang).
Elvig Iversen, sang.
Helmer Fabricius, basguitar.
Jørgen Valentin, trommer (fra april 1965 til februar 1966).
Svend Ove Jørgensen, trommer (fra februar 1966).
Erik Roth, rytmeguitar (fra april 1966).
Klaus Uecker, basguitar (fra juli 1966).

Finn boede i Rudbøl, hvor også Knud-Erik havde boet, før han flyttede til Tønder. Elvig og Helmer boede også i Tønder, mens Ole boede i Højer. Ved dannelsen startede gruppen med at øve hos Helmer på Strucksallé 81 i Tønder. Fra maj til august øvede gruppen i Ubjerg ca. 4 km syd for Tønder - eneste transportmiddel var cykler. 
Tommyguns var en af de mest kendte grupper i Sydvestjylland og den eneste gruppe, der indenfor området kunne høres på en grammofonplade, nemlig opsamlingspladen fra DM i Pop 1966 (26/2 1966) ECCO ELP 501 med nummeret ”I´ve got my mojo working.” 

Tirsdag d. 25. august  arrangerer Drop in Pop Club v/Jørgen Rosdahl, en konkurrence for beatorkestre på restaurant ”Skoven” i Ribe. Tommyguns deltager og bliver sydjyske    mestre foran Heartbreakers fra Bramming og Mods fra  Tønder.
Løgumkloster Pop Club åbner d. 7/11 1964 med The Tommyguns, og som det første orkester åbner gruppen Skærbæk Power Club d.12/12 1964. 

23/1 1965 arrangerer popbladet  HIT danmarksmesterskab i pigtråd på Palads Hotel i Esbjerg, og Jørgen de Mylius er aftenens konferencier. Ud af ti deltagende orkestre får Tommyguns en 2. plads. Denne 2. plads giver adgang til DM-finalen i KB-hallen i København d. 30/1 1965, hvor gruppen får en hæderlig
6. plads ud af elleve medvirkende finaleorkestre (The Donkeys med Keld Heick bliver danmarksmestre i pigtråd 1965).

En engelsk impresario havde hørt Tommyguns d.17/7 1965 i Kolding Hit House (på 4. sal i Katrinegade) og var sikker på, at gruppen ville gøre sig bedre med et nyt navn. Han mente, at gruppen nu skulle hedde Mac Gun Kelly and the Tommyguns efter en af Amerikas mest berygtede gangstere. Det ville folk lægge mærke til, mente han, og derefter stod der Mac Gun Kelly and the Tommyguns på plakaten.
Gruppen tager d. 30/10 1965 til Hamborg for at indspille deres første grammofonplade. Impresarierne Ryts og Rosdahl i 1965 oprettet deres eget pladeselskab 2-R-Record, og det var på dette selskab, at pladen skulle udgives. Numrene var Little Richards ”Lucille” og det selvkomponerede ”I Can´t get you”  af Knud-Erik Petersen. Pladen bliver dog ikke udgivet, da pladeselskabet stopper for yderligere udgivelser, men der eksisterer et prøvetryk af pladen. Begge numre er nu udgivet på CD - “DM i  Popmusik 1966 (udkommet 2007)
Gruppen stiller igen op til DM i Popmusik d. 16/1 1966, denne gang i Fredericia. Det bliver igen til en 2. plads efter The Rockets fra Horsens. 2. pladsen giver igen adgang til DM-finalen, som bliver afholdt d. 26/2 1966 i K.B.Hallen, arrangeret af popbladene Hit og Beat. Teenmakers fra Ringsted bliver danmarksmestre.

I foråret 1966 forlader Knud-Erik Petersen gruppen, og efter en mislykket øveaften trækker Finn Pedersen sig også ud. Omkring samme tidspunkt har Helmer Fabricius forladt gruppen, og ind kommer Erik Roth på guitar og Klaus Uecker på bas. Finn Pedersen vender dog ret hurtigt tilbage igen.
Gruppen øver med den nye besætning og forsøger sig nu med en lidt blødere hitlistepop som ”Pretty Flamingo” o.l. Første arrangement med den nye besætning er på ”Skoven” i Ribe d. 17/7 1966.  Herefter spiller gruppen frem til sommeren 1967 bl.a. ved Ringriderfesten i Sønderborg.
The Tommyguns stoppede ved et arrangement i Toftlund  efteråret 1967

Ved en udgivelse af bogen “Riber Rock“, skrevet af Sten Mogensen, Odense, blev gruppen bedt om at spille et par numre ved receptionen 25. oktober 2003. Dette medførte, at The Tommyguns efter en pause på ca. 35 år igen startede og er i dag aktive, dog med en lidt anden besætning.
Ved revivalkoncerten 1. maj 2004 (40 års startjubilæum) var der kæmpe interesse for arrangementet. Det var lykkedes at samle næsten alle tidligere medlemmer af bandet, og flere måneder før koncerten var der totalt udsolgt på Emmerlev Klev Strandhotel - næsten som i de glade 60’ere.
The Tommyguns har i dag stadig repertoiret fra 60’erne, men også mange nye numre fra dengang,  lige som der stadig spilles mange numre fra The Shadows’ repertoire.


Her efter 2003 er der også sket en hel del udskifninger i The Tommyguns, så bandet ser ud som afsnittet bandmedlemmer, kom ind på dette afsnit ved at klikke her
MP3 Player requires JavaScript and the latest Flash player. Get Flash here.